Om
Jakob Spange
Jeg er 53 år og har siden 1999 arbejdet med at udvikle mennesker. Til dels som lærer frem til 2004. Jeg var uddannelsesvejleder på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole og tog en Master i Vejledning på DPU i København.
I år 2015 var jeg nået til at sted i mit liv, hvor jeg mere eller mindre var tvunget til at stoppe op.
Jeg havde selv fået nok. Dårligt arbejdsmiljø og stress i 5½ år havde sat sig i både sind og krop.
Jeg var startet året før på ID Academy – egentlig, fordi jeg gerne ville lave et samarbejde med min arbejdsplads, så de forskellige faggrupper kunne få et fælles sprog med respekt for hinandens fagligheder.
ID Academy er en 4-årige psykoterapeut uddannelse, hvor du de sidste to år specialiserer dig inden for det område, du synes er mest meningsfyldt for din kommende terapiform. Jeg mærkede, at naturen ved Hattenæs i Silkeborg var godt for mig.
Vi gik lange ture i pauserne. Dansede og støttede hinanden igennem tykt og tyndt.
Jeg var dog voldsomt frustreret og til tider vred over min situation. Jeg sov dårligt, glemte aftaler både på arbejde og i privatlivet. Jeg spiste ofte forkert, og jeg var også blev skilt i 2004.
Jeg oplevede alvorlige konsekvenser af bruddet, så alt var i spil. Jeg fik også for lidt motion og lå det meste af tiden i sengen eller på sofaen og så TV, og nogle gange stirrede jeg bare op i luften. Som tidligere livgarde og maratonløber var jeg træt af at se på mig selv. Eller hvis jeg nu bare skal sige det, som det er, så var jeg både trist og ked af hele mit liv.
Jeg kunne mærke, at jeg ville tilbage til der, hvor jeg sidst havde været mest lykkelig, men hvor var det?
Det var i naturen. Jeg overvejede at tage til Bali, som jeg så ofte havde gjort. Men mit arbejde som friluftlærer på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole og min barndom på Lammefjorden fik mig til at undersøge muligheder for at gå den spanske Camino. Jeg mærkede en indre energi, som jeg ikke havde følt i mange år.
Så jeg gik i 23 dage, hvor telefonen var slukket det meste af tiden. Jeg kom hjem og var transformeret på en måde, som gør, at jeg i dag er så taknemmelig for, at jeg dengang havde modet til at lytte efter mine inderste ønsker i min søgen efter balance og ro – og ikke mindst genfinde troen og tilliden.
Jeg fandt min rygsæk og gamle vandrestøvler frem, men kunne jo se, at de trængte til blive udskiftet. Som friluftslærer vidste jeg, at man ikke bare lige køber nye støvler og en billet og så af sted med næste fly til Spanien. Jeg kiggede i kalender. Jeg havde ca. en måned til at forberede mig. Var det nok? Jeg var i tvivl, men havde ikke noget at tabe. Så jeg købte et par støvler og en billet, og trænede så fire gange om ugen med håndvægte i rygsækken.
Jeg startede vandringen i Burgos den 23. oktober 2015 og endte i Santiago, hvor jeg gik videre til Verdens Ende. Her sendte jeg en lille flaskepost ud med håbet om, at nogen ville stoppe op. Jeg forestillede mig, at flasken ville ende på Cuba, og at jeg så en dag ville rejse derhen. Men sådan gik det ikke. Tre uger efter hjemkomsten fik jeg en mail fra en spanske kvinde, som havde fundet den 80 km væk. Hun var meget forstående og sød. Det var en lettelse.
I Spanien mødte jeg mange fantastiske mennesker. Bl.a. en tysker, som sagde ”Aber Jakob. Es heist der Jacobsweg”. Det kendte jeg ikke til, men havde jo masser af tid til at tænke over det. Efter nogle dage sagde jeg til mig selv: “Det her er for godt til at være sandt. Hvis der kan være en spansk Camino, så kan der vel også være en dansk Camino”. Det var nok lettere sagt end gjort, men syv år efter har vi i foreningen Tillidsvejen.dk gået mellem Klitmøller og København.
Foreningen tog jeg initiativ til, inden jeg stoppede mit arbejde. Jeg havde oplevet en ”dem og os”-hed, som faldt sammen med terrorangrebet den 14. februar 2015 i København. Det hele kulminerede og gik op en højere enhed. Jeg rejste mig fra sofaen og har gået siden.
Vandring, poesi tilsat terapi er derfor det, jeg tror på virker.